Søren Baggesen har skrevet afsnittet om Aarestrup i Dansk litteraturhistore med skyldigt hensyn til værkets socialhistoriske syn på litteraturen. På grund af sin solide borgerlige position blev Aarestrup aldrig fuldtidsdigter. Det er kommet hans digtning til gode derved, at "han frigjorde den fra den litterære institutions konventioner af både formel og indholdsmæssig art" (384). Han "foregreb (...) den isolation, som senere skulle blive alment vilkår for digteren som offentlig figur" (396) - her kunne man dog nævne Ewald som en forgænger. Hvorom alting er, Aarestrup kunne skrive, som han ville og om hvad han ville. Deraf hans enestående versbehandling og tematisk-metaforiske metode, der var langt forud for sin tid. Deraf også hans frie behandling af det erotiske som tema: Hvor biedermeier-samtiden "søger ind i favntagets ømme inderlighed, søger Aarestrup ud i favntagets verdenssprængende henrykkelse, hans erotiske lyrik er forsøg på at bringe orgasmen på begreb" (s. 389). Og han forsøger ad skumle veje "at nå ned til og begribe driften og dens lyst og angst" (se fx digtet "Paa Maskeraden" (SS II, 95): "Før mig derind, hvor dine Potter koge; / Hvor Marekatten slikker paa sin Klo! (...)"). For Baggesen er opfattelsen i Aarestrups digtning af eros og død "monistisk, der er tale om én drift, som har liv og død som modstående og sammenhængende indhold" (393, jf. digtet "Angst").