Henrik Fibæk Jensen Uddrag fra Jeppe Aakjær

Digtet om Jens rummer en umiddelbar social appel, som appellerer til alle aldersklasser. Ja, i TV-serien "Danmarkshistorie" udråber Erik Kjersgaard ligefrem "Jens Vejmand" til "selve indbegrebet af social indignation" (Danmarks Radio 1982). Vi forarges over, at nogen skal døje krank en skæbne som Jens'. Aakjær henvender sig direkte til læserne ("Og vaagner du en Morgen", "Og ager du til Staden", "Og vender du tilbage"), hvorved vi bliver part i sagen. Vi kan ikke undslå os, vi er førstehåndsvidner: Vi ser den gamle olding i de lasede klæder, og vi hører de monotone hammerslag, der danner klangbunden for hans triste liv. Han er generalnævneren for samfundets allerdårligst stillede, som slider livet igennem uden selv at få ret meget ud af det. Når han ikke gør oprør, er det sandsynligvis, fordi han er et af de gammeldags almuemennesker, der affinder sig med deres ulyksalige livsvilkår som noget skæbnebestemt.