Den ydre festivitas var ikke at foragte, men den egentlige kerne i Jenlefesterne var trods alt talerne. I første omgang blev de ivrigt diskuteret af festdeltagerne, og i anden omgang gav de tit anledning til en hed avisdebat. Med rituel forudsigelighed tog egnens borgerlige aviser år efter år skarpt afstand fra de "socialistiske Krigshyl", som "Klassehadets Apostel" udstødte fra Jenles talerstol (Skive Venstre-Blad 7.7.1925). Men også i de landsdækkende aviser blev Aakjærs tale ivrigt kommenteret (den blev altid bragt som kronik i Politiken). Han tog kritikken i stiv arm: Som en fuldblods socialist havde han nu én gang sine markante meninger, som han for enhver pris måtte indvi omverden i. De var ikke noget ydre, påklistret, som han kunne tage frem ved passende lejligheder og lade ligge ved andre, nej, de udgjorde den inderste kerne i al hans virken. Lakonisk fastslog han, at "alt mit Liv har været Agitation", at agitationen er "den Muld, hvoraf jeg er groet, den Undergrund, der nærer min Digtnings som mit inderste Væsens Rodtrævler" (SV 4 forord).