Forspillet slår stemningen an: "Jeg lægger mig i Læet her ved Storrugens Rod, / jeg lytter, og jeg lytter, til det synger i mit Blod" (SV 1 218). Rugen står enhver bondefødt nær - dens klokkespil udgør "den kjære danske Lyd, hvorved vi voxed op" (SV 1 218) - og i de efterfølgende digte fortælles dens historie.