Omsider falder "Velsignelsens lysende Naade" (SV 1 225), regnen, hvilket tegner godt for høsten. Den er et af årets absolutte højdepunkter: "Og aldrig stemmes en Sjæl saa glad, / det være sig Mands eller Kvindes, / som naar det dufter af Myntens Blad, / og Negene samles og bindes" (SV 1 226). Først skal leerne slibes, og så går det ellers løs: "Og nu hvæsser vi vor Le, / og saa mejer vi vort Korn, / og saa favner vi vor Kvinde under Maanens Horn" (SV 1 227).