Henrik Fibæk Jensen Uddrag fra Jeppe Aakjær

Først i trediveårsalderen indså Aakjær, at hans livs bestemmelse var at kortlægge den jyske bondes arbejde, sind og væsen. Når han kunne gøre det med så stor indlevelse, var det fordi, han beskrev det landbosamfund, de mennesketyper og den natur, han kendte fra sin opvækst i Fjends. I hans sind lå talløse erindringsbrokker - "NU er det længe siden,/men end det gjemmes i mit Sind" (SV 1 233) - som han gennem en kunstnerisk forarbejdning transformerede til usentimentale mindedigte, hvori han gav den verden, der for længst var gået al kødets gang, poetisk mæle. I sit kulturhistoriske forfatterskab og med sine Blicher-studier overskred han sin egen tidshorisont og pejlede sig ind på bondens eksistensvilkår flere århundreder tilbage.